Ét er administrative byrder og nye omkostninger. Et andet at forstå, hvordan reglerne bag skal efterleves.
I sommer dukkede så næste administrative byrde op: Producentansvaret for emballage – indført i miljøbeskyttelsesloven med baggrund i EU’s emballagedirektiv. Målet er at pålægge virksomheder, der tilgængeliggør tom eller fyldt emballage på det danske marked for første gang, et gebyr, der skal finansiere korrekt bortskaffelse af emballageaffald. Man registrerer sig i producentregistret og skal herefter hvert år veje, indberette sit emballageforbrug og betale sit gebyr.
Det lyder i princippet enkelt. Men alene mængden af ord, der medgår til at forklare, hvordan reglerne skal forstås, antyder, at enkelt – det er det ikke.
Både Miljøstyrelsen og Dansk Producent Ansvar – disse sidste er producentansvarsorganisation – gør sig de ihærdigste anstrengelser for at forklare, hvordan den enkelte virksomhed skal finde sig selv i reglerne. Side efter side. Og side efter side.
Turen gik til en af de højere autoriteter på feltet for at få svar på, i hvilket omfang danske autogenbrugere var omfattet af reglerne. Herfra lød det nedslående, at det var et heltemodigt spørgsmål at stille. Det lykkedes dog i et positivt samspil at udvikle en vejledning målrettet Dansk Autogenbrugs medlemmer … på tre tætskrevne sider. Og konklusionen var – hermed erkendt af vejledningens hovedkraft, nemlig overtegnede – at: Ja, i nogle tilfælde er man omfattet, i andre ikke. Vistnok.
Alt imens vi fører den brave kamp mod de administrative byrder stiger de bare i omfang, byrderne. I omfang. Og kompleksitet.
Man kan vel undskylde byrderne ved, at de dybest set er til for vores skyld. Det kan gælde beskyttelse af medarbejdere og forbrugere eller den grønne omstilling. Men man kan ikke undskylde, at regler og krav formuleres, så de bliver svære at efterleve.
Justitsministeriet har i en årrække udgivet sin Vejledning om lovkvalitet. Heri knæsættes det uskrevne princip i dansk ret om, at lovgivningen skal være forståelig: ”Det er (…) et grundlæggende retssikkerhedsmæssigt princip, at borgere, virksomheder m.v. skal være i stand til at forstå – og dermed indrette sig – efter lovene,” som det hedder. Lignende læresætninger må vel gælde for, hvad der afledes af lovene, hvad enten det er vejledninger eller bekendtgørelser.
Nu er målet naturligvis først og fremmest at reducere mængden af administrative byrder, og lige nu ser vi frem til, at en arbejdsgruppe i Folketinget inden længe vil levere sit bud på, hvordan. Odd’sene er ikke gode. Kampen mod administrative byrder har været ført igennem i hvert fald de seneste 40 år – uden at de er blevet mærkbart færre – og flere og flere af dem hidrører fra EU-lovgivning.
Ifølge en analyse fra SMVdanmark koster det de små og mellemstore virksomheder mere end 14 milliarder kroner – og 49 millioner arbejdstimer –om året at bære disse byrder.
Men et lille skridt til at mildne luften for de klippede får kunne dog være at indskærpe kravet om, at den bagved liggende regeldannelse bliver til at håndtere for virksomhederne – også uden at skulle konsultere revisor og advokat – det kunne i det mindste spare nogle arbejdstimer.
Der opstår til stadighed nye byrder – nogle mere pudsige end andre. I lyset af det forstærkede fokus på administrativt bøvl måtte man derfor trække på smilebåndet, da skatteministeren i sommer indførte et krav om, at enhver, der havde rådighed over et køretøj i mere end 30 dage, skulle registreres som brugere i Motorregistret. De regler blev hurtigt lempet efter et velartikuleret ramaskrig fra brancherne.
Anekdoten er udtryk for, at kampen mod administrative byrder aldrig stopper. Gør i det mindste de bagved liggende regler til at forstå for dem, der skal leve med dem!
Udsendt 22. oktober 2024