Autogenbrugere og autoskadebranchen fik talt ud

18-02-2026

Af


Forsikringsselskaberne medvirker til at spille autogenbrugere og skadesværksteder ud mod hinanden. Det er en af årsagerne til autoskadebranchens kritik af autogenbrugerne.

Autogenbrugernes og skadesværkstedernes udfordringer, når de møder forsikringsselskaberne, stod højst på dagsordenen, da SKAD og Dansk Autogenbrug havde inviteret til fælles møde for DAG’s medlemmer. Det skete hos EUC Syd i Fredericia den 11. februar. Godt en fjerdedel af DAG’s medlemmer – ejere og ledende medarbejdere – var mødt op til en snak om, hvad skadesværkstederne oplever, når de anvender brugte dele, og hvilke konsekvenser det har, hvis delene enten ikke passer, er af ringere kvalitet eller endog er helt forkerte: Højere omkostninger ved forberedelse af dele, lånebiler ude, kundebiler, der holder for længe på liften og kundeklager, der giver værkstederne minuspoint.

Omvendt rejste autogenbrugerne kritik af, at skadesværkstederne ikke indkøber de dele, de får penge til i taksatorrapporten, men andre og billigere dele med en lavere standkode.

Men til grund for konflikter mellem genbrugere og værksteder ligger nu engang forsikringsselskabernes fokus på billigst mulige reparationer og høje krav om rabatter hos værkstederne, blev det betonet. Det svækker lønsomheden blandt værkstederne og medvirker til, at værksteder og autogenbrugere bliver spillet ud mod hinanden.

Derfor skal genbrugerne og autoskadebranchen blive bedre til at arbejde sammen om kvaliteten i branchen, blev det betonet.

– Det var et fint møde, hvor vi som skadesværksteder kunne gå i dybden med de problemer, vi oplever, lyder det fra direktør i SKAD, Thomas Krebs. – Vi har desuden nogle fælles udfordringer, vi kan gå sammen om at løse. Vi repræsenterer en magtfaktor over for forsikringsselskaberne, og den magt skal vi vide at bruge.

Fra Dansk Autogenbrug lyder lignende forsonende toner:

– Det var godt at få svesken på disken og ikke mindst at få lejlighed til at rydde nogle misforståelser af vejen. Vi oplever ikke noget generelt kvalitetssvigt, men hvis vores dele anvendes under andre forudsætninger end tiltænkt, og værkstederne desuden er pressede, så bides hestene naturligvis, kommenterer branchedirektør Adam Pade.

Under mødet gennemgik parterne også den nyligt lancerede vurderingsfunktion i Autoflex, som autogenbrugere ikke har været involveret i udviklingen af. SKAD har dog som deltager i møderne løbende informeret DAG om udviklingen. DAG’s vurdering er, at vurderingsfunktionen kan medføre urimelige vurderinger, som ingen bliver klogere af. SKAD gjorte også på møderne opmærksom på, at vurderinger skal ske på faktuelle forhold og ikke på holdninger.

Næste skridt på vejen bliver en tættere kontakt mellem skadesværksteder og autoautogenbrugere – i form af fælles ERFA-grupper eller konkrete møder mellem værksteder og genbrugere.