Autogenbrugere med i grønt millionprojekt

11-09-2026

Af


EU-projekt til 55 mio. kr. skal bringe affald fra udtjente biler i spil. DAG er indtrådt som partner i projektet.

Samfundet går glip af alt for mange værdifulde restmaterialer, når først et udtjent køretøj er sendt i shredderen. Hertil kommer strammere krav til både bilfabrikanter og autogenbrugere, efterhånden som den nye ELV-forordning rulles ud.

Det er nogle af grundene til, at Dansk Autogenbrug har takket ja til at medvirke som partner i det 55 millioner kroner store EU-projekt, Cirkularitet i autobranchen. Projektet går ud på at gøre det lønsomt at udtage flere fragmenter fra bilerne og bringe dem tilbage i produktion. Med andre ord: Opdyrke et marked for forarbejdning og brug af restmaterialer.

Bag Cirkularitet i autobranchen står Projekter imidt, et socioøkonomisk projektsekretariat, der driver projekter, som blandt andet fokuserer på at skabe meningsfulde – grønne – arbejdspladser for ufaglærte og borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

»Med Cirkularitet i autobranchen får vores virksomheder en enestående mulighed for at skabe ny lønsomhed i en fremtid, der bliver udfordrende for os. Dels forventes vi at udtage mere af bilerne, inden de sendes i shredderen, dels møder vi flere administrative byrder. Endelig må vi forvente, at flere bilfabrikker ikke ligger på den lade side, når det gælder tilgangen til deres egne produkter,« lyder det fra branchedirektør i Dansk Autogenbrug, Adam Pade, der fortsætter:

»Men perspektiverne rækker videre end som så. Vi skal se os selv i en bredere samfundssammenhæng, hvor vi leverer affald fra bilerne til genvinding, så det kan indgå i ny produktion. Nyttiggørelse af ressourcer, der allerede er i omløb, ligger i hele EU’s cirkulære strategi, og det er et af de centrale formål med den nye ELV-forordning.«

Ifølge projektleder hos Projekter imidt, Helle Gammelgaard, handler fremtidens konkurrenceevne også om at udnytte ressourcer, vi allerede har:

– Udtjente biler rummer store værdier, som kan bruges igen, og det er godt for klimaet. Projektet skal hjælpe virksomheder med at omsætte restmaterialer fra bilerne til nye produkter og nye forretningsmodeller.

Blandt kernepartnerne i projektet er WEUPCYCLE – en matchmaking-platform inden for cirkulær økonomi – der bliver et helt centralt bindeled mellem udbydere og aftagere af restmaterialer. Yderligere medvirker Salling Autogenbrug, der allerede har erfaring for at skabe nye værdikædesamarbejder.

Virksomheder, der deltager i projektet, får blandt andet adgang til specialiseret rådgivning og konkrete udviklingsforløb. Målet er at hjælpe virksomhederne med at gøre udsortering af restmaterialer mere effektiv og samtidig hjælpe og inspirere aftagere til at nyttiggøre materialerne.

»Danmark har stærke kompetencer inden for både genanvendelse og innovation. Nu samler vi virksomhederne om at skabe løsninger, der både gavner klimaet og styrker konkurrenceevnen,« siger Helle Gammelgaard.Projektet søger nu både virksomheder, der vil udvikle nye anvendelser for materialer fra skrotbiler, og autogenbrugere, der ønsker at skrotte grønnere.