Den farligste måde at drive autogenbrug på er at gøre, som man plejer.

Af  Adam Pade,
Branchedirektør, Dansk Autogenbrug

De betingelser, vores medlemmer skal drive virksomhed under, forandrer sig med lynets hast. Nogle forandringer har allerede materialiseret sig – andre venter lige om hjørnet.

Det er tankevækkende at forsøge sig med et overblik – der vel næppe tør kaldes udtømmende – som inspiration til, hvor man lige ser sig selv nu og fremover.

Det helt store dyr i åbenbaringen er naturligvis den kommende ELV-forordning; den, der samtænker hele bilens livscyklus, fra den er på tegnebrættet, til shredderen æder de sidste rester; ja, og længere endnu. Forordningen har som formål at gøre autobranchen mindre miljøbelastende og at medvirke til europæisk ressourceuafhængighed.

Mens alt tyder på, at vi har mindst to år til at forberede os på, at politikerne får indført den nye forordning, så er batteriforordningen allerede trådt i kraft.

Producentansvaret
Med begge forordninger følger krav om, at autogenbrugerne enten skal have indgået aftale med kollektive producentansvarsordninger eller tilsvarende aftaler med individuelle ”producenter”. Mest presserende er naturligvis producentansvarsordningen for batterier. Her skal autogenbrugerne erklære sig parate til at tage imod batterierne.

Internationalt ser vi en massiv konsolidering. Inden for byggeriet oplever vi kapitalfonde, institutionelle investorer eller foretagsomme virksomheder opkøbe små og mellemstore håndværksvirksomheder. I vores branche finder vi – på europæisk og nordisk plan – samme tendens.

Bilfabrikanternes interesse for renovering og genbrug er markant stigende. Dels for at gøre deres hoser grønne i klimasammenhæng, dels for at forberede sig på stigende krav om genbrug og genvinding. Jo tættere til livet, de kan holde deres biler og de materialer, de er bygget af, desto bedre.

Hvor står så vores virksomheder i alt dette?

Med fare for at gøre i egen rede – men med hjertet på rette sted – kan man nok pege på nogle perspektiver.

Opgør med Plejer
For det første må der tages et opgør med Plejer. Ingen kan drive autogenbrugsvirksomhed ud fra den virkelighed, der eksisterede i går. Hvis kundernes krav er stigende, må man tilpasse sig dem: Forsikringsselskaberne trykker i disse år værkstederne på maven for at bruge flere genbrugsdele, hvilket værkstederne efter sigende ikke finder specielt lønsomt. Der kan være tale om en spareøvelse, eller der kan vitterligt brænde et grønt hjerte bag kravene. Men det betyder et voksende fokus på, hvad branchen leverer og en lidt lavere tolerancetærskel over for ”fejl”. Og selv om man synes, man leverer korrekt og til tiden, kan det vel altid betale sig at kigge sine processer igennem.

Dernæst bør det være slut med at drive virksomhed fra hver sin ø og holde gamle modsætninger i live. Det kræver alt for mange kræfter, der i stedet kunne bruges til at favne kunderne.

Size matters, som de siger. Selv om man kan være nok så meget tilhænger af det nære og lokale, så skal der kapital, innovation og udsyn til at udvikle et autogenbrug, så det står rustet over for lov-, markeds- og producentkrav.

Vær nysgerrig!
Hvordan gør man så det – ruster sig? Ud over konsolidering handler det vel om at være åben og nysgerrig. Sig ja til ”grønne projekter”, når de popper op – med den tid, de sluger, men også den inspiration, de kan kaste af sig. Herunder til ”grønne forretningsmodeller”, der kan ruste virksomhederne til den dag, ELV-forordningen er trådt i kraft.

Uddannelse er en rigtig god idé. Her kan være tale om ulykkesforebyggende uddannelser så som DAG’s og Tradiums Miljøbehandleruddannelse. Eller om uddannelse, der sætter virksomhederne i stand til at diagnosticere, fejlsøge og reparere højvoltsbatterier.

Hvor er så Dansk Autogenbrug henne? Vel nærmest skal foreningen på fællesskabets vegne være spejder, opsøgende og formidlende – og måske bide medlemmerne kærligt i haserne. Hertil – hvad vi forhåbentlig gør allerede – værne om branchen ved at arbejde for et frit reservedelsmarked og tålelige eksistensvilkår.