Lad os droppe fordommene og gøre autogenbrug til en fælles sag - kun sådan imødekommer vi omverdenens krav til den cirkulære økonomi.

Af Adam Pade
Branchedirektør, Dansk Autogenbrug

Man hører meget her fra hjørnekontoret. Om værksteder, der er krakilere. Om autogenbrugere, der vedblivende leverer elendig kvalitet. Om forsikringsselskaber, der ideelt set ønsker, at der anvendes flere brugtdele, men som ikke vil betale værkstederne for den fornødne tid til at håndtere dem. Om genbrugsdele, der bliver returneret igen og igen i et forsøg på at slippe for at bruge dem. Om en eksorbitant stor eksport af totalskader, så der mangler reservedele på det danske marked.

Men vi kommer ikke uden om det: Cirkulær økonomi er et grundvilkår; vi skal udnytte allerede forbrugte ressourcer bedre. Det siger politikerne, og det er også sund fornuft.

Lad os derfor droppe al denne von-hören-sagen og gå til biddet.

Ja, det er nemmere at række armen bagud og tage en ny reservedel ned fra lagerreolen. Og – ja, vi skal selvfølgelig levere den korrekte del i den aftalte kvalitet i rette tid. Det, vil jeg vove at påstå, sker også de fleste gange. Og for at spille os selv endnu bedre, er vi i gang med at udvikle interne kvalitetskurser, som der bliver afholdt nogle stykker af her i det tidlige forår. Det er nok muligt, at budskabet bliver, at man som autogenbruger må kvalitetsbestemme lidt mere ”konservativt” og skabe positive overraskelser i stedet for sure frustrationer.

Omvendt må værkstederne vide, hvad de efterspørger. Klassisk fremstår jo striden, om en dør skal være strippet eller ej.

Forsikringsselskaberne har for nylig udrullet muligheden for at aftale et incitamentstillæg med værkstederne. Tillægget skal medvirke til at sikre, at værkstederne får mulighed for at få en bedre avance på brugtdele. Der har været peget på – i hvert fald i vores medlemskreds – at tillægget er udformet på en uhensigtsmæssig måde, så genbrugsdelene fremstår som for dyre og dermed fravælges. Det er muligt, det er tilfældet, men lad os nu få det rullet ud, og så må vi tro på, at selskaberne er lydhøre over for eventuelle ændringer i den måde, tillægget fungerer på.

Taler vi cirkulær økonomi, er den manglende adgang til at omkode en voksende række elektroniske komponenter til brug i andre biler en helt særlig barriere. Heri ligger et ressourcespild, som de kommende, fælles-europæiske skrotningsregler forventeligt vil gøre op med.

Den klassiske barriere for et større mål af genbrug er naturligvis reparationsreglerne. Regering og folketing kommer ikke uden om i det mindste at se på registreringsafgiftslovens § 7, stk. 3, der påbyder, at skader skal gøres op med nye reservedele, så urimeligt mange biler bliver puffet op over reparationsgrænsen på de 75 procent af handelsværdien. Og så skal elbiler naturligvis slet ikke omfattes af reparationsreglerne henset til, at de er dyre at reparere på. Rationalet bag reparationsgrænsen var jo i sin tid, at man ikke bør ”reparere i afgiften”; dvs. reparere på biler, der kun har en høj handelsværdi på grund af de danske afgifter. Som bekendt er afgifterne på elbiler mildest talt lempelige i forhold til fossilbiler.

Det ændrer alt sammen ikke på, at vi skal have set på ”brugergrænsefladerne” mellem værksteder, forsikringsselskaber og autogenbrugere. Vi skal simpelt hen blive bedre – i fællesskab. Indledningsvis er det min lille drøm at sætte et par rigtige automekanikere, pladesmede og autogenbrugere sammen, give dem lidt godt at spise og bare lægge øre til deres diskussion. Det kunne vi alle blive klogere af. Især os i hjørnekontorerne.

Bragt i Motormagasinet 14. februar 2025.