Rundt om i landet henstår et antal aldeles udbrændte elbiler, som ingen tilsyneladende vil - eller kan - tage ansvaret for.

Af Adam Pade
Branchedirektør, Dansk Autogenbrug

Et sted på Sjælland henstår en elbil af ikke-europæisk herkomst. Eller … bil og bil: Den er udbrændt til ukendelighed og må selv af en halsstarrig autogenbrugsdirektør anses for at være totalskadet. Her har den nu stået i snart halvandet år, og ingen ved, hvad man skal gøre ved den.

Forsikringsselskabet mente, at et af Dansk Autogenbrugs medlemmer skulle tage imod køretøjet. Det havde medlemmet ikke umiddelbart den største lyst til; der skal en vis faglighed til at håndtere sådan et køretøj; en faglighed, medlemmet ikke synes, man er i besiddelse af – og under alle omstændigheder kunne bilen jo heller ikke stå her i al evighed. Men som serviceorienteret autogenbrug stillede man naturligvis plads til rådighed.

Den aktør, der varetager det udvidede producentansvar på vegne af bilproducenterne, måtte melde hus forbi – lysten til at stå med en regning på 40-60.000 kroner for, hvad der er en yderst kompliceret og halvfarlig transportopgave, var i sagens natur ikke udtalt.

Og producenten – det vil naturligvis sige importøren – slog syv kors for sig; ikke om man ville have noget med uvæsenet at gøre.

Ifølge Bilskrotbekendtgørelsen er der indført udvidet producentansvar for biler i Danmark. Det betyder, at den enkelte bilimportør har ansvaret for at tage imod udtjente køretøjer og foranledige dem affaldsbehandlet. Det er et rigtig udmærket system, der typisk indebærer, at køretøjet bliver miljøsikret, og at reservedele, der kan genbruges, bliver taget ud, funktionstestet og solgt videre med henblik på at blive sat på en anden bil. Hvad der ikke kan genbruges, sendes videre til en affaldsbehandler, der har ansvaret for at affaldsbehandle de sidste rester.

Man skulle derfor tro, at sagen her var ligetil: Resterne af batteriet skal afmonteres og ekspederes videre til gode fagfolk, der forstår sig på at tage sig af den slags, og den udbrændte karrosse skal gå til shredderen. Ingen af delene er teknisk set umulige. Besværlige. Men ikke umulige.

Men det viser sig, at det udvidede producentansvar for biler akkurat ikke omfatter elbilbatterier. Elbilbatterier hører derimod i hjemme i det udvidede producentansvar for batterier. Og her er ordningerne som regel individuelle; det vil sige, at bilproducenten selv sidder med ansvaret. Vel at mærke for alle andre batterier end lige højvoltsbatteriet. Her befinder vi os åbenbart i ingenmandsland, alt imens vi må vente på, at regeringen bekvemmer sig til at indføre det udvidede producentansvar også for elbilbatterier, der følger af EU’s batteriforordning. Det skal ske senest til august i år.

Og hvis forsikringsselskabet ikke vil tage regningen … affaldsvirksomheden af gode grunde heller ikke vil … og producenten stikker hovedet i busken, hvad gør man så?

Ifølge forlydender er sagen ikke enestående. Der står måske de første 10 af den slags aldeles udbrændte, umulige biler rundt om i landet og afventer deres skæbne. Løsningen? – Ja, den må vi – som for så meget andet, når det gælder elbiler – afvente.

Tilbage står et medlem af Dansk Autogenbrug – og sandsynligvis flere virksomheder rundt om i landet – og er – undskyld udtrykket – brændt inde med et køretøj, de må afsætte plads til …. måned efter måned. Og efter år.

I denne sag er et køretøj blevet en abe, der sendes videre fra den ene aktør til den anden og tilbage igen.

Eller: Lige sendes er det, der i første omgang er problemet.

Redigeret 22. januar 2025.